42 26 25 24 [email protected]

Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi

Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi

Hvad er Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi (BKST)?

Når man taler om Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi (BKST), så har det første ord “Biodynamisk”, i denne sammenhæng ikke noget med fx dyrkning af gulerødder at gøre. Biodynamisk kommer af det græske “bio” liv og “dynamis” energi, så det vi arbejder med er altså livsenergien i kroppen. Og det er vigtigt at bemærke at det er en behandlingsform, der er rettet mod hele kroppen, og ikke kun området mellem kraniet (Kranio) og korsbenet (Sakral/Sakrum).

Oprindeligt var der mest fokus på kraniet og centralnervesystemet. Centralnervesystemet, som består af hjernen og rygmarven, er pakket ind i 3 lag af hinder. Mellem to af disse hinder løber der en væske (Cerebrospinalvæske) som man kan kalde hjernens eget blodsystem. Det sørger for at tilføre næringsstoffer og fjerne affaldsstoffer. Denne væske har sin egen puls, som er uafhængig af kroppens øvrige puls fra hjertet. Det er denne puls man tog udgangspunkt i, da man gav behandlingsformen navnet Kranio-Sakral Terapi. Man kan mærke denne puls, som en bølge mellem kraniet og korsbenet.

Mere end “bare” kraniet

Senere har man så fundet ud af at kroppens funktioner på dette område er meget mere komplekse. Man begyndte derfor at arbejde med kroppen som en helhed. Men på dette tidspunkt var navnet Kranio-Sakral Terapi (Cranialsacral-Therapy) blevet så udbredt at man valgte ikke at ændre det. Navnet kan derfor godt forekomme lidt misvisende i forhold til behandlingsformen.

“Du skal ikke manipulere med mit kranie!”

Jeg har bl.a haft en del klienter med kranie traumer. Flere af disse klienter ønskede til at starte med ikke denne behandlingsform, da de var bange for at jeg skulle trykke på deres kranie, med de risici det kunne indebære. Mange behandlingsformer kan være både hårde og manipulerende (knæk og bræk), fx fysioterapi, kiropraktik, body-SDS mf. De har bestemt alle deres berettigelse, men det kræver at man som klient er indstillet på denne form for behandling. Nogle har en forestilling om at Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi tilhører denne gruppe af mere hårdhændede behandlingsformer. Det er derfor forståeligt, at man kan have betænkeligheder ved at vælge den, hvis man tror at man bliver udsat for hård manipulation af kranieknoglerne. Men Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi er utrolig blidt, og man behøver slet ikke at have fysisk kontakt med traumatiserede områder af kroppen, som fx hoved, nakke og ryg. Kroppens helhed er afspejlet i mange delområder af kroppen, som kommunikerer og vekselvirker med helheden. Dette kender man fx fra zoneterapi, hvor tryk på bestemte punkter under fødderne påvirker funktioner andre steder i kroppen.

Den vigtige balance

Det overordnede princip i mine behandlinger er, at skabe balance i systemet, fysisk og psykisk. Man kan ikke skille det ad. Alt hvad vi foretager os påvirker vores system. Alt hvad vi tænker, spiser, drikker, vores handlinger, vores fysiske udfoldelser, de mennesker vi omgiver os med osv, er alt sammen med til at påvirke helheden i større eller mindre grad. Og til tider kan dette påvirke os negativt i sådan en grad at vi begynder at få forskellige symptomer i form af smerter eller andet. Dette er kroppens måde at fortælle os, at nu skal vi reagere. Kroppen er en fantastisk organisme, som gør ALT hvad den kan for at vi skal fungere optimalt 24 timer i døgnet. Den kunne ALDRIG finde på at genere dig fx med smerter, der ikke var relevante. Så hvis vi får den slags signaler, så bør vi tage dem seriøst og handle på dem.

Den selvhelbredende krop

Kroppen har en evne til at helbrede sig selv, og vi ved at børn er rigtig gode til det. Hvis de får nogle skrammer, så går der ikke lang tid før det er væk igen. Efterhånden som vi bliver ældre, udsættes systemet for alle mulige fysiske og psykiske påvirkninger. Disse kan sætte sig som blokeringer, og dermed hindre kroppens selvhelbredende kræfter i at fungere optimalt. Alderen har også en vis betydning, men meget kan afhjælpes. I mine behandlinger, arbejder jeg med at fjerne disse blokeringer, og genskabe det flow i kroppen der skal til for at kroppen får mere optimale vilkår. Man kan se blokeringerne lidt som, hvis man står på en vandslange, og der ikke kommer så meget vand igennem, og flowet derfor er betydeligt nedsat.

Flere retninger indenfor KST

En af mine lærere på uddannelsen i Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi, Heather Smith, har skrevet en artikel om Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi – bevidsthed og resonans. Her får hun på en god måde givet et overblik over de 3 grundlæggende retninger der er inden for Kranio-Sakral Terapi.

Andre terapiformer

I mine behandlinger anvender jeg ofte Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi i sammenhæng med andre terapiformer. Jeg har med tiden fået rigtig gode erfaringer med forskellige kombinationer, afhængig af klientens konkrete problemstilling. Du kan læse mere om de andre terapiformer her.

Klientudtalelse

Jeg hedder Jan Adam og er bror til Kjeld. Jeg har selv arbejdet som fysioterapeut/psykoterapeut i godt 20 år. For knap et år siden siden fik jeg en arbejdsskade som resulterede i en forstrækning af nogle muskler i lænden. Jeg havde været sygemeldt i en uges tid, og havde forsøgt at behandle skaden med akupunktur, manipulation, healing, træning, hvile og smertestillende, men ingenting hjalp. Trods min store viden og erfaring med netop rygskader og smerter, begyndte jeg at blive lidt desperat, når der ingen ændring var at spore.

Jeg vidste at Kjeld var begyndt at arbejde seriøst med noget kropsbehandling som var en kombination af Kranio Sakral Terapi og noget han mere eller mindre selv havde fundet på, og af samme grund var det lidt svært at definere, så jeg må indrømme at jeg ikke rigtig anede hvad han lavede, da jeg spurgte om han ville prøve at hjælpe mig.

Behandlingen var virkelig behagelig og overraskende blid. Faktisk i en grad, så jeg tvivlede meget på om det overhovedet ville have nogen effekt. Specielt eftersom at hele kroppen blev stimuleret og ikke bare mit specifikke problemområde.

Til trods for at jeg har indtil flere uddannelser indenfor blide og subtile kropsbehandlingsmetoder, har jeg aldrig oplevet noget lignende.

Nå men det interessante er jo at det faktisk virkede, og at skaden ikke har vist sig siden.

Da Kjelds behandlingsform er så virkningsfuld og frem for alt blid, kan jeg trygt anbefale at prøve Kjelds behandling, enten som et risikofrit førstevalg, når noget generer, fysisk eller psykisk. Eller hvis du er en af de mange, som føler at du har prøvet “ALT”, og ikke aner dine levende råd.

Kontakt ham og hør om det er noget han kan hjælpe dig med.

Jan (min bror)

 

Ønsker du at booke en tid?

Share This