Mænd i København

Sidste år var jeg mentor i et sundhedsprojekt for Københavns Kommune. Det overordnede projekt hed “Mænd i København” og gik ud på at  opspore mænd, der er i risiko for at udvikle type 2 diabetes. Målgruppen for projektet var defineret som mænd, der er mindst 45 år, bor alene og er kortuddannede eller uden for arbejdsmarkedet. Det er denne gruppe, der er identificeret til at have den største risiko for at udvikle type 2 diabetes. Tanken var at benytte en “bruger til bruger-tilgang”, så målgruppen mødes af mænd, som på bestemte parametre ligner dem selv. Vi var 14 mænd, der blev ansat til denne spændende og udfordrende opgave.

 

Projektet “Mænd i København” skal nå ud til de mange mænd, der ikke benytter sig af kommunens sundhedstilbud

 

Vi startede med at blive uddannet i den motiverende samtale, motion, kost, alkohol- og rygevaner og vi fik basal viden om sundhed, konflikthåndtering og fik redskaber til at afholde motions- og udelivsaktiviteter. Herefter skulle vi finde frem til konkrete aktiviteter til at komme i kontakt med målgruppen, aktiviteter man så kunne henvise målgruppen til. Det kunne fx være madlavning, cykelture, gåture osv.

Mandemad

Jeg var idemanden bag det jeg kaldte for Mandemad. Det gik ud på at mænd i målgruppen kunne møde op i et af Københavns Kommunes sundhedshuse på Nørrebro. Herfra gik vi samlet ud og købte ind til de retter vi skulle lave. Deltagerne havde fået udleveret opskrifterne, og så var det deres opgave at finde ud af, hvad der skulle indkøbes til retterne. Det kunne fx være en udfordring at finde ud af, hvilke æg der var sundest og bedst til prisen osv.

Når vi så havde købt ind, skulle de ud fra opskrifterne lave de retter der var planlagt. De var hverken værre eller bedre end alle mulige andre mennesker til at følge en opskrift. Rigtig mange mennesker læser aldrig rigtig hvad der står i en opskrift, og det kan der komme en del sjove situationer ud af.

Det betød jo også at de blev nødt til at kommunikere med hinanden for at de kunne samarbejde om opgaven. Projektet med at lave Mandemad, havde flere formål. Mændene kunne få nogle basale færdige i at købe ind og lave mad. Men faktisk ville de fleste kunne klare sig udmærket i et supermarked og i et køkken. De kunne lære lidt mere om sundhed, og hvordan man kunne vælge nogle andre og sundere alternativer til den kost de plejede at få. De lærte hvor let det faktisk var at lave tingene fra bunden.

 

TV2 Lorry: Sund Mandemad

 

Det vigtigste var dog ikke hvad vi kunne fortælle dem, men hvad de kunne fortælle hinanden, og det sociale udbytte de fik at Mandemad projektet. Mens de stod og tilberedte retterne, så var det jo naturligt at tale om deres egen sundhed. Deres sundhedstilstand, om rygning og alkoholvaner. Om motion og deres sociale relation ift familie og venner. Og det var nok især her at projektet virkelig rykkede ved noget.

Jeg mener at det var et rigtig godt projekt, der på sigt kunne være med til at gøre en forskel for mænd i målgruppen. Københavns Kommune besluttede desværre, at trods den store succes, så ville man ikke fortsætte projektet. Nanna Ahlmark, forsker på Statens Institut for Folkesundhed har evalueret projektet, og du kan læse hendes rapport her.

Hvad fik jeg ud af det

For mig personligt har det både været interessant og udfordrende at være mentor i dette projekt. Jeg gik ind i det fordi jeg syntes at det kunne være spændende at bruge min sundhedsfaglige kompetencer i en anden kontekst. Jeg følte mig heldigvis rigtig godt klædt på til opgaven, både rent sundhedsfagligt, men også på det personlige plan. Målgruppen har en stor skepsis overfor “systemet” læger og andre sundhedsfaglige personer. Det var derfor vigtigt at vinde deres tillid, og få dem til at føle sig ligeværdige og dermed motiverede. Jeg var nok en af de mentorer, der mindede mindst om målgruppen, men jeg synes alligevel at jeg havde en rigtig god og ligeværdig dialog med de fleste af deltagerne. Jeg kan derfor tage en masse gode erfaringer og læring med mig videre i mit sundhedsfaglige arbejde.

 

Relevante links

Indledende beskrivelse af projektet i Københavns Kommune (Ikke længere tilgængeligt på kommunens hjemmeside)

Indslag på TV2 Lorry, om projekt Mandemad

DR P4 Morgen, der indeholder flere indslag om projektet
I playlisten kan man vælge
7:12 for live interviewet
7:27 for at høre indslaget fra nyhederne
8:12 for interview med forsker Nanna Ahlmark, som står bag evalueringsrapporten
Man bliver desværre nødt til at høre musikken først ????

Artikel på dr.dk om projektet

Abstrakt af evalueringsrapporten på forskningsportalen for Aalborg Universitet
Evaluetingsrapporten som er udarbejdet af Nanna Ahlmark, forsker på Statens Institut for Folkesundhed
Deltagerne er anonymiserede, så vi er beskrevet med andre navne i rapporten

Share This