Stop spritkørsel! Glenn blev offer

Den skæbnesvangre dag

Lørdag den 14. september 2013 klokken lidt i 9 om aftenen tog 18 årige Glenn’s liv en pludselig og voldsom drejning, da han blev impliceret i et trafikuheld. En spritbilist var ved at overhale tre andre biler i høj fart, i et højredrejende og uoverskueligt sving, men endte med at køre frontalt ind i Glenn’s bil. Ved sammenstødet slår han hovedet hårdt ned i bilens karosseri og pådrager sig et kraniebrud. Kort efter ulykken blev han opereret på Rigshospitalet, hvor lægerne fjernede et stykke af kraniet for at lette trykket på hjernen. Senere blev han overført til Hvidovre Hospitals særlige genoptræningsafdeling.

 

 

Første gang jeg hører om Glenn og hans mor Tina, er da jeg ser Go’ morgen Danmark på TV2, hvor Tina bliver interviewet i forbindelse med endnu et trafikdrab. Da jeg hører om Glenn’s tilstand, beslutter jeg mig for at kontakte Tina for at høre, hvilken form for behandling Glenn har fået i de mange måneder der er gået indtil nu. Jeg anbefaler også at hun prøver at finde en Biodynamisk Kranio-Sakral Terapeut i nærheden. Jeg er overbevist om at denne terapiform kan være med til at gøre en forskel for Glenn.

 

 

Tina er meget interesseret i at Glenn skal prøve Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi, og da han stadig ligger på Hvidovre Hospital, så vil hun gerne have at det er mig der foretager behandlingen.

Besøg hjemme hos Glenn og familien

Det er i dag 30. oktober 2015 og jeg er på besøg hjemme hos Glenn og Tina. Der er i dag gået godt 2 år siden ulykken. Vi har aftalt at mødes, for at jeg kan se, hvordan det går med Glenn, og for at vi kan tale om det forløb der har været siden jeg behandlede Glenn første gang.

 

Første behandling af Glenn

Mandag den 30. juni 2014 kl. 18 kom jeg ud på Hvidovre Hospitals Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade. Det var knap 10 måneder efter ulykken. Jeg startede med at sidde ude på gang og tale længe med Tina om, hvad der var sket med Glenn. Vi talte også om hvilke forventninger vi begge havde til behandlingen. Herefter gik vi ind til Glenn på stuen, hvor jeg begyndte den første behandling.

I denne periode var Glenn kun vågen ganske få timer i døgnet. Og ikke rigtig til at komme i kontakt med. Han var i det man kalder en vegetativ tilstand. “Jeg havde en ide om at han kunne se mig, og han vidste at jeg var der og fornemmede at jeg var der” siger Tina, da jeg spørger hende om hvilken kontakt hun havde med Glenn. “Når jeg tænker tilbage nu, så tænker jeg: Var der bevægelse i det ene øje, eller var det bare noget jeg bildte mig ind?”

Glenn’s tilstand

Da jeg går i gang med behandlingen, møder jeg umiddelbart en ung mand på 18 år, der ligger og hviler sig. Men da jeg tager kontakt til ham, kan jeg fornemme en lille dreng, der er bange. En lille dreng, der i knap 10 måneder har været spærret inde i en krop, der ikke fungerede. Så han har ligget der uden at kunne kommunikere til omverdenen at han var der.

Han er vågnet op af sin koma uden at vide, hvad der er sket eller hvad der foregår. (Jeg har senere talt med ham, hvor han gav udtryk for at han har fornemmet alt hvad der er sket omkring ham og hørt alt hvad der er sagt) Mit fokus var derfor at arbejde med denne frygt i Glenn, så han kunne få ro i sit system. Bagefter var det svært at få en ide om, hvorvidt behandlingen havde gjort nogen forskel. Vi måtte bare vente og se tiden an.

Anden behandling

Lørdag den 5. juli 2014 kl. 10, altså 5 dage senere, kom jeg så anden gang. Og nu var jeg jo rigtig spændt på om der var sket noget, selvom jeg ikke selv havde de store forventninger. Men da jeg ankom, blev jeg mødt af en strålende Tina, der fortalte at der pludselig dagen før var kommet meget mere “hul igennem”. Fra sin vegetative tilstand, var der nu kommet kontakt. Glenn lå nu med det ene øje og fulgte med i hvad der foregik omkring ham, og reagerede på det der blev sagt. Han havde fået en model traktor, og med den ene finger kunne han skubbe lågen i når han blev bedt om det.

Om søndagen efter behandlingen kunne han flytte den ene hånd et par centimeter over i Tinas hånd og væk igen når hun bad ham om det. Og han kunne pege på ja/nej kort og svare på spørgsmål. I starten var det ikke altid han svarede rigtigt, men det blev bedre og bedre. Om tirsdagen var det planlagt at Glenn skulle overflyttes til Kurhus i Dianalund, som er et Rehabiliteringscenter for Hjerneskadede. Det betød at de skulle sige farvel til afdelingen om mandagen.

Her kom neuropsykologen hen og sagde “Jamen det virker da forkert det her” fordi han havde ikke set Glenn sådan her. “Jeg har jo skrevet min afhandling af, hvordan han er og jeg har jo sendt det videre til dem (Kurhus). Jeg kan jo ikke nå at rette på det nu”.
“Jamen så må jeg jo fortælle dem at han er vågen på en anden måde nu” havde Tina så sagt med et stort smil. Fra kun at være lidt vågen få timer i døgnet før jeg begyndte at behandle Glenn, var han nu vågen 6-8 timer i døgnet!

Hvad skete der egentlig?

Hvad der var årsag til denne pludselige ændring, er svært at sige. Glenn blev stimuleret på mange forskellige måder mens han var på Hvidovre. Men det var først umiddelbart efter at jeg startede min behandling at der skete noget. Timingen har nok rigtig meget med det at gøre. Det kan dog sagtens være en kombination af flere ting, der gav udslaget. Bl.a. fik Glenn også musikterapi, som han ligeledes har haft stor glæde af siden. Min behandling med Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi stimulerer kroppens evne til at helbrede sig selv. Måske var det netop denne form for stimulering, der skulle til lige på det tidspunkt, for at sætte gang i udviklingen.

I det følgende halve år tog Glenn rigtig godt imod behandlingen, og viste hele tiden ganske små men vigtige fremskridt. Men pludselig var det som om at var han fyldt op. Nu havde han ikke brug for mere behandling fra mig. Så der valgte vi at stoppe.

Hvordan gik udviklingen?

En af de store ting der skete undervejs var at Glenn efterhånden blev mere og mere bevidst om sin egen krop. Under en af behandlingerne kunne jeg pludselig fornemme at der var noget galt. Jeg havde en fornemmelse af at han skulle tisse, fordi jeg netop arbejdede på energien omkring hans organer. Og det skulle han. Vi nåede desværre ikke at give ham en kolbe hurtigt nok ved denne lejlighed. Men det var en stor glæde at opdage at han nu kunne gøre opmærksom på det, når han skulle tisse.

Efterfølgende har han været i stand til at kunne sige til når han skal tisse. Og han kan holde sig op til en halv times tid, hvis de fx er ude og køre. Da jeg behandlede Glenn sidste gang i december 2014, var han generelt blevet meget stærkere og havde fået så meget fin- og grovmotorisk kontrol over kroppen at han fx kunne sidde op og spille på en iPad. Han kunne også sidde i en elektrisk kørestol, og selv styre den med et joystick.

Hvordan reagerede lægerne?

Hvad siger lægerne til Glenn’s udvikling? “Jeg vil sige, at jeg tror stadig at der sidder et par stykker inde på Hvidovre, med hagen nede på bordet, fra da vi var der inde for nogle måneder siden”. Da Glenn lå på Hvidovre Hospital, havde Tina snakket med en af lægerne. Hun gav udtryk for at hun havde en fornemmelse af at Glenn var der, at hun havde en kontakt med ham. Så havde lægen trukket hende med ud på gange og nedladende sagt “Lille ven, og hvad bygger du så det på?”. Til det havde Tina svaret “Jamen jeg har bare en fornemmelse af at han er der, og er helt sikker på at der sker noget mere”.

Det var så tilfældigvis den samme læge, der havde vagten da de for nogle måneder siden skulle ind til et ambulant forløb på Hvidovre Hospital igen. Han var selvfølgelig meget overrasket over den udvikling der var sket med Glenn. Flere har efterfølgende udtalt at Glenn’s prognose ikke havde været som den er nu, hvis ikke Tina havde kæmpet som hun har!

Man kan komme langt med stædighed

Der er ingen tvivl om at det er Tinas stædighed der har fået Glenn så langt som han er kommet i dag. Han er også selv stædig, og det har uden tvivl givet ham energien til at blive ved med at kæmpe. Men det er en lang og sej kamp, og her har Tina kunne hjælpe ham med at holde gejsten oppe. Men Tinas stædighed har også betydet at hun har holdt fast på at Glenn skulle have en ordentlig behandling. Hun har uden tvivl også presset sundhedssystemet på måder de ikke er vant til. Ikke for på nogen måde at være urimelig, men fordi det gav mening i forhold til at udnytte Glenn’s fulde potentiale i den situation han var i. Desværre bliver mange i Glenn’s situation mere eller mindre opgivet, og bliver bare “parkeret” et eller andet sted på en institution.

Glenn bor hjemme nu. De har ansat nogle hjælpere, men det er Tina, der er hans primære træner. Så det er hårdt arbejde for dem begge hver eneste dag. Men samtidig er det også en stor daglig glæde for dem begge to. Glenn virker glad og tilfreds, og Tina selv stråler af glæde når hun fortæller om det, og den hverdag de har sammen. Også sammen med resten af familien. Når det nu er blevet muligt for Glenn at bo hjemme, kan hele familien være samlet. Før ulykken var Glenn i lære som landmand, og Tina er overbevist om at han kommer til at køre traktor igen på et tidspunkt.

Hvad skal der ske fremover?

Glenn er formentlig den første, der har fået mulighed for et ambulante forløb på Kurhus. Tina kører ham derhen 4 dage om ugen, hvor han så er der 6 timer dagligt. Hvor længe Glenn får lov at fortsætte i dette forløb vidste de ikke da jeg var på besøg.

 

Videoen er produceret af Region Hovedstaden, og viser sammen med andre film, hvordan det er at leve med hjerneskade. I filmene fortæller hjerneskadede og deres pårørende om livet med en hjerneskade, hvordan de tackler det i hverdagen, kampen for et normalt liv og hvad det har betydet for familien. Du kan se flere film her.